Indlæggelsen

 

Du møder fastende om morgenen, den dag du skal opereres. Du kan forvente udskrivelse, så snart du kan klare dig selv derhjemme, dvs når du mestrer almindelige daglige færdigheder som at komme ud af sengen uden hjælp, klare dig selvstændigt på toilettet og rundt i dit hjem. Det vil sige, du skal regne med udskrivelse 2 - 3 dage efter operationen. Hvis du ønsker yderligere rekreation herefter, skal du selv have arrangeret dette. Du træner trappegang under indlæggelsen, men du kan ikke forvente, at du kan klare dig uden hjælp på trapper den første tid efter operationen. Hvis du har familie og venner til at hjælpe dig, er det en god idé at arrangere, at de kan hjælpe dig de første par dage hjemme.

 

Husk at medbringe:

  • Sædvanlig medicin

  • Toiletsager

  • Bøger og blade

  • Sko der er nemme at komme ind og ud af

Medbring ikke:

  • Smykker

  • Mange penge

  • Andre værdigenstande

Operationen:  Når du skal opereres bliver du hentet på din stue og kørt ned ad gangen til operationsstuen. Vores narkoselæge vil så bedøve dig. Der anvendes enten fuld bedøvelse eller spinalbedøvelse. Du vælger selv bedøvelsesform i samråd med anestesilægen.

 

Operationen foregår alt efter valgt teknik i rygleje eller i sideleje med den syge hofte opad. Vi anvender altid minimal invasiv teknik med special instrumenter, der tillader det mindst mulige sår i huden og mindst mulig vævsbeskadigelse. Arret bliver - alt efter valgt teknik - ca. 10 cm langt og beliggende enten i balderegionen eller fortil i lysken.

 

Ved slutningen af operationen indsprøjtes lokalbedøvelse i såret, hvilket sikrer, at du er næsten smertefri efter operationen. Der indlægges ligeledes et tyndt kateter i såret, hvor igennem der indsprøjtes lokal bedøvelse den første aften og næste morgen. Denne behandling sikrer, at du straks kan komme ud af sengen og stå/gå på benet uden betydende smerter.

 

 

Hofteled med indsat protese gennem en forreste adgang (ASI)

 

Sårets placering ved minimal invasiv bagre adgang (MIH posterior)

 

Under indlæggelsen:

 

  • Vi forventer, lidt afhængig af operationstidspunktet, at du er oppe at stå allerede den første aften.

  • Dag et efter operationen skal du træne gang med gangvogn om formiddagen og gang med krykkestokke om eftermiddagen.

  • Dag to træner du gang med krykkestokke om formiddagen og trappegang om eftermiddagen.

 

Når du er selvhjulpen, sædvanligvis dag 2 efter operationen, bliver du udskrevet.

 

 

Tilbage til forsiden